Frisør-odyseen

Da jeg er ret nærig med at bruge penge på at blive klippet, er det blevet lidt af videnskab for mig at finde billige frisører.

Det hele startede med at min mor klippede mig. Det blev jeg efterhånden utilfreds med, da jeg synes mine kammerater havde en pænere frisure end mig. Specielt Erling havde en mere rigtig frisure. Instruktionerne til min mor blev efterhånden så omfattende, at jeg kunne ønske at jeg havde øjne i nakken og kunne klippe mig selv. Sidenhen var jeg i min barndomsby på mit ønske omkring en frisør som var veninde til min mor. Jeg tror ikke min forfængelighed derigennem blev mindre belastende for min mor, da jeg nu satte dagsordenen for hendes venskab med veninden.

Gammel nok, begyndte jeg at frekventere frisørskolen, hvor det kostede et symbolsk beløb at blive klippet af unge håbefulde frisørelever. Det var ofte en blandet oplevelse. Nogen gange var de lige startet i forløbet, andre gange ville de udleve deres lyst til at permanente og farve på mig, hvad der dog altid lykkedes mig at afslå. Klipningerne tog ofte en evighed og var af ret svingende kvalitet. Et plus ved frisørskolen var at pigerne for det meste var ret søde.

Efter endnu en frisørskoleperiode i Århus indledte jeg min frisør-odysee i København hos “Frisør Ib” på Amager. Han var en hyggelig mand der fortalte røverhistorier om hvordan han havde mistet det meste af sit hår på en enkelt dag og hvordan håret begynder at flosse, hvis det ikke bliver regelmæssigt klippet. Han kostede 80 kr, men nedsatte det til stamkundepris på 60 kr anden gang man kom. Det var dog ikke noget han var eksplicit omkring – han gav bare penge tilbage så det blev 60. Derfor søgede jeg altid for ikke at have ikke-lige penge med.

Da han blev pensioneret, skiftede jeg til en herrefrisør på Helgesvej på Frederiksberg, som i starten af 90’erne kostede 35 kr og i slutningen af 90’erne kostede 50 kr. Han var hurtig. Man kunne ikke bestille tid, men med de 3 min. det tog, kunne han rimelig hurtig gøre kål på et venteværelse. Den største udfordring her var, at nå at meddele at han ikke “behøvede” at bruge den skarpe barberkniv og sprøjte det grønne duftende blomstervand i håret på én.

Da også han blev pensioneret var jeg forbi en salon hvor den ene af frisørerne var meget god til at klippe og den anden var miserabel. Det var lidt af et lotteri, men desværre overtog den dårlige mere og mere butikken. Som kuriosum var der pornoblade at læse i, når man ventede. Ca. pris: Alm. klip: 90 kr – Modeklip: 110 kr.

Næste etape var en ny salon drevet af to meget søde iranere. Problemet var her igen, at den ene var bedre end den anden. Løste en overgang problemet, ved at ringe og specifikt bestille tid hos gode den, hvis navn jeg havde opsnappet. Har ikke mod til at troppe op og sige til den dårlige, der måtte være ledig, at jeg hellere vil klippes af den anden, der måtte være optaget. Ca. pris 110 kr.

Efter en flytning cykler jeg længere og længere ud af Nørrebrogade på udkig efter en frisør. Finder en Polsk dame i en sidegadekælderbutik. Udmærket klipning til ca. 80 kr. Skulle lige vænne mig til at der så meget snusket og plastikagtigt ud. Der var aldrig andre kunder i butikken end mig, men til gengæld krævede hendes underviklede søn meget opmærksomhed.

Efter endnu en flytning begyndte jeg at komme i en pakistansk frisørsalon der i starten kostede 50 kr og nu er steget til 60 kr. Der er et konstant flow af kunder. Men fordi klipningen kun tager ca. 5 min. skal man ikke vente særlig længe. Desværre er den bedste af de to sjældnere på arbejde end den anden. Klipningen bliver krydret af en oplevelse af at være dumpet ned i et lille pakistansk lokalmiljø. De andre kunder består både af børnefamilier hvor alle fire drenge skal klippes, gamle mænd og unge smarte bmw-drenge. Billederne på væggen forestiller overvejende monumentet i Mekka. I baglokalet sidder der ofte ældre mænd i de gamle lædersofaer og ryger. Alt i alt en god oplevelse hvor jeg stadig kommer, selv om jeg igen er flyttet til en ny bydel.

Blandt de mange 70’er-agtige ting på væggen har min nuværende frisør også nogle spejle så man fra frisørstolen kan se sig selv bagfra, på sammen måde som man kunne i de gamle regionaltogs toiletter. De sidste par gange hvor jeg sad i frisørstolen, har synet i disse spejle fået mig til at overveje om det i det hele taget er værd at bruge energi og penge på at gå til frisøren. Måske skulle jeg bare klippe mig helt skaldet.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *