Google Pack: Jeg elsker Google!

Det kan godt være Google har rigtig meget magt, har monopolistisk indflydelse på os alle sammen, ved rigtig meget om mange af os, tjener rigtig mange penge på osv. Men jeg må sige at jeg elsker Google.

Google Pack
Google har lige lanceret en ny ydelse fra deres store godtepose, nemlig Google Pack. Her kan man downloade en hel pakke af gratis højkvalitetssoftware til sin computer, som både kan være nyttig til at beskytte den og udnytte den optimalt og kreativt. Pakken indeholder:

* Adobe Reader 7
* Ad-Aware SE Personal
* GalleryPlayer HD Images
* Google Desktop
* Google Earth
* Google Pack Screensaver
* Google Talk
* Google Toolbar for Internet Explorer
* Mozilla Firefox with Google Toolbar
* Norton AntiVirus 2005 Special Edition
* Picasa
* RealPlayer
* Trillian

Det er simpelt hen både fedt og genialt, at Google hjælper os med at have størst glæde ved vores computer, og så endda helt gratis. Selvfølgelig ved jeg godt, at det i sidste ende også gavner Googles bundlinie gevaldigt, men det gavner altså også os brugere af internettet. En gavn jeg tror man ikke skal undervurdere.

Google har gjort markedsøkonomien mere åben og gennemsigtig
For det første har Google gjort op med den vildvest-agtige måde søgemaskiner og markedsføring fungerede for bare nogle få år siden. Dengang var det de websider der råbte højest (metatagspam, popups osv.) og eventuelt betalte for at komme højere i søgninger der kom længst. Google adskilte betaling og almindelig søgemaskinetjeneste med deres AdWords og indførte endvidere en begrænsning, så websites kun kan optræde to gange i en søgning og endelig lod de anbefalinger fra andre sites (inbound linkning) bestemme søgemaskineplaceringen. Disse tiltag gjorde at troværdighed blev et parameter for søgemaskiner, som i den grad har gavnet os alle sammen. Uden Google ville internetindustrien i meget højere grad være baseret på at tage hinanden ved røven og vi ville alle sammen have meget sværere ved at finde det vi søger. Markedsøkonomien er derved blevet mere gennemsigtig og åben, og vi sparer en masse tid og penge.

Google har demokratiseret erhvervslivet
Googles annoncesystemer Adwords og AdSense har også gjort det væsentlig nemmere for menigmand at deltage i markedsøkonomien, og på den måde givet en meningsfuld tilværelse for mange selvstændige erhvervsdrivende. Det er ikke kun store aktører med adgang til reklamebureauer og store annoncebudgetter der kan deltage i markedsføring. Med AdWords kan alle være med uden til lige præcis deres pengepung og uden store startomkostninger. Det er heller ikke kun medier med adgang til mediabureauer der kan tjene penge på deres publiceringsvirksomhed længere. Med AdSense kan enhver der har en hjemmeside eller weblog uden omkostninger tjene lidt på det, til gavn for den samlede viden der bliver produceret. Så sammenfattende kan man sige, at Google har demokratiseret erhvervslivet, hvilket både kommer den enkelte erhvervsdrivende og forbrugeren til gode. Forbrugeren fordi flest mulige aktører giver de bedste varer og billigste priser.

Med Google er nettet blevet bedre for alle
Googles demokratisering af internettet stopper imidlertid ikke her. Alle de tillægsydelser Google stiller gratis til rådighed for folk, hjælper folk til at realisere sig selv og er samtidig med til at sætte standarder for hvor pris og kvalitet. Hvis Google ikke havde opkøbt Blogger, havde det nok stadig kostet penge for tillægsydelserne til en weblog. Ved Googles opkøb blev det helt gratis at udgive sine tanker på Blogger med alle de features som tidligere kostede penge. På samme måde med billedprogrammet Picasa, webstatistikprogrammet Urchin. De var state of the art og blev gratis. Man behøver ikke længere at betale for dyre programmer for at kunne deltage på nettet.

Google dominerer sammen med forbrugerne og ikke mod dem
På samme måde ville Microsofts Hotmail nok stadig have en maksimumgrænse på 2 MB, hvis ikke Google havde lanceret Gmail. Og nu er Google også begyndt at hjælpe Open Source browseren Firefox i sin markedsføring. På den måde er Google med til at nedbryde eller motivere en monopollignende virksomhed som Microsoft, hvis forretningsstrategi ofte er gået på,at presse citronen så meget som muligt. Googles strategi ser ud til at være den modsatte, nemlig at dyrke så mange nye citroner som muligt. Google ser ud til at respektere forbrugerne på en ny og uvant sympatisk måde for en stor virksomhed. Derfor elsker jeg Google.

Kig ind bag facaden
Jeg kan anbefale at besøge Google bag den hvide overflade, som vi nok kender bedst. Der er spændende læsning med mange gode tips. Specielt et besøg i Google Services and Tools og Google Labs kan anbefales.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *