Stakkels mand. På sitet “I scream! You scream! We all scream for Howard Dean! YEEEEAAAAAAHHHHH!” er der 62 remixes af hans tale og endnu flere i debatforummet.
Derudover kan man købe merchandise hos cafeshop og der vises karikaturer på mange tv-kanaler i amerika.
Litteraturforskere efterlyser læsbare kopier af den berømte forfatters
weblog! Størstedelen af nobelpristagerens ungdomsværk og dagbøger er
publiceret på internettet gennem en såkaldt weblog. Denne weblog blev
slettet på et tidspunkt, da forfatteren ikke havde råd til at betale
sit domæne og webhotel længere. De få kendte kopierede brudstykker af
dette interessante ungdomsværk er desværre lagret på de såkaldte
CD-rommer, der viste sig at blive ulæselige for mange år siden og ville
desuden kræve et apparat der er udstyret med et program ved navn
Microsoft.
Sådan kunne det måske lyde om 50 år, hvis man fulgte tankegangen i DR’s Udefra
i aftes. Udsendelsen beskæftigede sig med frygten for at vores digitale
tidsalder bliver historieløs, fordi lagringsmedierne forældes så
hurtigt, at det om mange år vil være tvivlsomt, om informationerne
overlever og man til den tid har programmel til at afkode dem. Eller
lidt simpelt udtrykt: Kan vore børn lige så let kigge i gamle digitale
fotos, som vi har kigget i fotoalbummer?
Jeg tror “Udefra” på DR2 er et meget billigt program at producere, men
synes det er noget af det bedste danske tv der sendes. Redaktøren og
værten Tyge Pedersen vælger en udenlandsk dokumentar – speaker og
tekster den – og har eventuelt bagefter gæster i studiet som han
snakker med. Voila! Programmerne emmer ikke af den nyeste aktualitet,
immidiacy og professionalisme. Til gengæld vækker de til
eftertænksomhed ved at turde gå bag om store emner som ikke er
danskproduceret.
Det får én til at tænke på hvor meget journalister og tv-stationers
forfængelighed egentlig er på bekostning af kvalitet i indholdet.
Udsendelsen kan genses torsdag kl. 18.00 (DR2) og fredag kl.13.05 (DR1) og ses på nettet i en uge frem (så er den digitale adgang forældet).
Litteraturforskere efterlyser læsbare kopier af den berømte forfatters
weblog! Størstedelen af nobelpristagerens ungdomsværk og dagbøger er
publiceret på internettet gennem en såkaldt weblog. Denne weblog blev
slettet på et tidspunkt, da forfatteren ikke havde råd til at betale
sit domæne og webhotel længere. De få kendte kopierede brudstykker af
dette interessante ungdomsværk er desværre lagret på de såkaldte
CD-rommer, der viste sig at blive ulæselige for mange år siden og ville
desuden kræve et apparat der er udstyret med et program ved navn
Microsoft.
Sådan kunne det måske lyde om 50 år, hvis man fulgte tankegangen i DR’s Udefra
i aftes. Udsendelsen beskæftigede sig med frygten for at vores digitale
tidsalder bliver historieløs, fordi lagringsmedierne forældes så
hurtigt, at det om mange år vil være tvivlsomt, om informationerne
overlever og man til den tid har programmel til at afkode dem. Eller
lidt simpelt udtrykt: Kan vore børn lige så let kigge i gamle digitale
fotos, som vi har kigget i fotoalbummer?
Jeg tror “Udefra” på DR2 er et meget billigt program at producere, men
synes det er noget af det bedste danske tv der sendes. Redaktøren og
værten Tyge Pedersen vælger en udenlandsk dokumentar – speaker og
tekster den – og har eventuelt bagefter gæster i studiet som han
snakker med. Voila! Programmerne emmer ikke af den nyeste aktualitet,
immidiacy og professionalisme. Til gengæld vækker de til
eftertænksomhed ved at turde gå bag om store emner som ikke er
danskproduceret.
Det får én til at tænke på hvor meget journalister og tv-stationers
forfængelighed egentlig er på bekostning af kvalitet i indholdet.
Udsendelsen kan genses torsdag kl. 18.00 (DR2) og fredag kl.13.05 (DR1) og ses på nettet i en uge frem (så er den digitale adgang forældet).
I sommers tog jeg et billede af den sorte Lancia til venstre, som i
øvrigt ligger i mit fotoalbum. Der var noget tintin-agtigt over den
syntes jeg. Og det var ikke fordi det var den eneste gamle bil jeg så.
Billedet er faktisk taget i udkanten af fælledparken, mens der var
veteransbilsvæddelæb, så jeg kunne have fotograferet mange andre.
I dag fik jeg så bekræftet ,at følelsen af det tintinagtige ikke var helt hen i vejret. Via webmercials uudtømmelige linkstrøm stødte jeg ind i siden om tinitinbiler.
Hvis der ligefrem er så stor videnskab og korrekthed over bilerne i
Tintin, så kunne det da være sjovt at undersøge om der også skulle være
en Lancia med i Tintin, tænkte jeg. Slår derfor Tintin og Lancia op i
Google, og falder over Jens Christoffersens Weblog,
hvor han udråber en Lancia Aurelia til sin favorit, og henviser til
bilsiden igen. Efter at have gransket siden for Lancia Aurelia finder,
jeg ud af at min sorte Lancia netop er denne Aurelia, som optræder i
“De syv krystalkugler”. Min fornemmelse for det tintin-agtige hang
altså sammen med at jeg rent faktisk havde set den sorte bil i et
Tintin-album en gang!
Lav dit eget verdenskort over lande du har besøgt. Jeg har besøgt 27 lande (12%), så der er stadig en del tilbage at besøge.
(link fundet i webmercials linkstrøm)
Update: Har fundet ud af at linket er vandret blandt danske webloggere:
loop-back.org
jie.dk
prelsborg.dk
slagtenhelligko.dk
iblog.dk/dutchindk og en forgrening til Polen: kulka.blog.pl
Så kom det så vidt, at der var porno på nägele medias site. En af mine gæster havde været så flink at ulejlige sig med at skrive en hilsen i min interaktive shoutbox. Ved samme lejlighed var den flinke gæst så venlig at dele sin viden om et site, hvor man kunne fordrive tiden med at iagttage mennesker, der ikke har så meget tøj på. Jeg har desværre set mig nødsaget til at fjerne dette link, da jeg er usikker på, om jeg ikke ville krænke ophavsretsloven ved at deeplinke til siden.
Da jeg er ret nærig med at bruge penge på at blive klippet, er det blevet lidt af videnskab for mig at finde billige frisører.
Det hele startede med at min mor klippede mig. Det blev jeg efterhånden utilfreds med, da jeg synes mine kammerater havde en pænere frisure end mig. Specielt Erling havde en mere rigtig frisure. Instruktionerne til min mor blev efterhånden så omfattende, at jeg kunne ønske at jeg havde øjne i nakken og kunne klippe mig selv. Sidenhen var jeg i min barndomsby på mit ønske omkring en frisør som var veninde til min mor. Jeg tror ikke min forfængelighed derigennem blev mindre belastende for min mor, da jeg nu satte dagsordenen for hendes venskab med veninden.
Gammel nok, begyndte jeg at frekventere frisørskolen, hvor det kostede et symbolsk beløb at blive klippet af unge håbefulde frisørelever. Det var ofte en blandet oplevelse. Nogen gange var de lige startet i forløbet, andre gange ville de udleve deres lyst til at permanente og farve på mig, hvad der dog altid lykkedes mig at afslå. Klipningerne tog ofte en evighed og var af ret svingende kvalitet. Et plus ved frisørskolen var at pigerne for det meste var ret søde.
Efter endnu en frisørskoleperiode i Århus indledte jeg min frisør-odysee i København hos “Frisør Ib” på Amager. Han var en hyggelig mand der fortalte røverhistorier om hvordan han havde mistet det meste af sit hår på en enkelt dag og hvordan håret begynder at flosse, hvis det ikke bliver regelmæssigt klippet. Han kostede 80 kr, men nedsatte det til stamkundepris på 60 kr anden gang man kom. Det var dog ikke noget han var eksplicit omkring – han gav bare penge tilbage så det blev 60. Derfor søgede jeg altid for ikke at have ikke-lige penge med.
Da han blev pensioneret, skiftede jeg til en herrefrisør på Helgesvej på Frederiksberg, som i starten af 90’erne kostede 35 kr og i slutningen af 90’erne kostede 50 kr. Han var hurtig. Man kunne ikke bestille tid, men med de 3 min. det tog, kunne han rimelig hurtig gøre kål på et venteværelse. Den største udfordring her var, at nå at meddele at han ikke “behøvede” at bruge den skarpe barberkniv og sprøjte det grønne duftende blomstervand i håret på én.
Da også han blev pensioneret var jeg forbi en salon hvor den ene af frisørerne var meget god til at klippe og den anden var miserabel. Det var lidt af et lotteri, men desværre overtog den dårlige mere og mere butikken. Som kuriosum var der pornoblade at læse i, når man ventede. Ca. pris: Alm. klip: 90 kr – Modeklip: 110 kr.
Næste etape var en ny salon drevet af to meget søde iranere. Problemet var her igen, at den ene var bedre end den anden. Løste en overgang problemet, ved at ringe og specifikt bestille tid hos gode den, hvis navn jeg havde opsnappet. Har ikke mod til at troppe op og sige til den dårlige, der måtte være ledig, at jeg hellere vil klippes af den anden, der måtte være optaget. Ca. pris 110 kr.
Efter en flytning cykler jeg længere og længere ud af Nørrebrogade på udkig efter en frisør. Finder en Polsk dame i en sidegadekælderbutik. Udmærket klipning til ca. 80 kr. Skulle lige vænne mig til at der så meget snusket og plastikagtigt ud. Der var aldrig andre kunder i butikken end mig, men til gengæld krævede hendes underviklede søn meget opmærksomhed.
Efter endnu en flytning begyndte jeg at komme i en pakistansk frisørsalon der i starten kostede 50 kr og nu er steget til 60 kr. Der er et konstant flow af kunder. Men fordi klipningen kun tager ca. 5 min. skal man ikke vente særlig længe. Desværre er den bedste af de to sjældnere på arbejde end den anden. Klipningen bliver krydret af en oplevelse af at være dumpet ned i et lille pakistansk lokalmiljø. De andre kunder består både af børnefamilier hvor alle fire drenge skal klippes, gamle mænd og unge smarte bmw-drenge. Billederne på væggen forestiller overvejende monumentet i Mekka. I baglokalet sidder der ofte ældre mænd i de gamle lædersofaer og ryger. Alt i alt en god oplevelse hvor jeg stadig kommer, selv om jeg igen er flyttet til en ny bydel.
Blandt de mange 70’er-agtige ting på væggen har min nuværende frisør også nogle spejle så man fra frisørstolen kan se sig selv bagfra, på sammen måde som man kunne i de gamle regionaltogs toiletter. De sidste par gange hvor jeg sad i frisørstolen, har synet i disse spejle fået mig til at overveje om det i det hele taget er værd at bruge energi og penge på at gå til frisøren. Måske skulle jeg bare klippe mig helt skaldet.
Klick på billedet for at få det større. Formindsker browseren det,
klick på det orange symbol der fremkommer ved at holde musen i nederste
højre hjørne. Kæmpebillede fås her. Har endnu ikke fået øje på Tintin. Til gengæld ses bjergtoppe i baggrunden og noget af fotografen i forgrunden.
Hvis nogen ikke skulle have opdaget det igennem nyhedsudsendelser, så er det i morgen (10/1-04) 75 år siden Tintin tog toget afsted til Moskva. Og i mit hoved er rejserne i hvert fald ikke slut endnu.
Nettet er en fanstastisk ting for en Tintinelsker som mig. Slår man Tintin op på Google finder man et utal af sites der beskæftiger sig med ham.
img src=”/wp-content/Mond.jpg” width=”350″ height=”350″ alt=”Tintin på månen” />
Mon Tintin også allerede har været på mars, og at Herge bare ikke nåede at skrive om det?
I disse Roy Lichtenstein-tider
Ting jeg skal have gjort:
-Købe og læse “Tintin i Sovjet”.
-Købe og læse “Tintin og alfabetkunsten”.
-Se Tintin og mig (Tintin et Moi) der kommer i biograferne fra næste fredag.
-Få lagt indhold i domænerne borduria.com og carreidas.com som jeg kom til at købe i et øjebliks kådhed (og inspireret af syldavia.com). Har nogen derude ideer til indhold på siderne?
-Læse Tintin i den ny verden af Fredric Tuten.
Klick på billedet for at se en større udgave. Hvis browseren
formindsker det, så hold musepilen i nederste højre hjørne og klick på
den firesidede orange pil der fremkommer. Synes billedet er ret
fantastisk, så derfor kunne jeg ikke lade være med at sjæle ideen fra Oschlag. Så må vi bare håbe billedet ikke er taget i Arizona eller på en tennisbane i det nordlige Sjælland.
Vil man virkelig have et stort billede kan man gå ind på NASA’s hvor der er et der fylder 8,4 MB.