Kilde: dpreview.com
Da jeg for lidt over en måned siden mistede mit digitale kamera, gik
det op for mig hvor afhængig jeg var blevet af det. Jeg havde det på
samme måde som man kan have det, hvis man ikke længere har sin
mobiltelefon på sig. På det tidspunkt havde jeg på lidt under et år
taget 3.663 billeder.
Netop antallet af billeder jeg har taget, er hemmeligheden ved min
glæde ved digital fotografering. Havde jeg skulle købe film, vandre til
fotohandler to gange og betale for fremkaldelse hver gang jeg havde
taget 24 eller 36 billeder, så havde jeg ikke taget så mange mange
billeder og samtidig fået eksperimenteret med fotograferingen. Når
udstyret først er købt, så er alle udgifter stort set dækket.
Men nu var mit kamera jo væk, så jeg skulle have noget udstyr. Og der
er jo sket meget på den front i det år, hvor jeg ikke havde behov for
at følge med. Hvad skulle jeg nu købe? Efter nogle ture på dpreview.com og akamera.dk
og hos adskillige fotohandlere, overvejede jeg lidt at købe et Canon
Ixus 400, Pentax Optio S/S4 eller Konica Minolta DiMAGE G400.
Men det endte pudsigt nok med at jeg nu har købt præcis den samme gamle model som jeg havde haft i forvejen: nemlig et Nikon Coolpix 2500 og et Sandisk CompactFlash-card på 128 MB. Det kostede ialt 1250 kr. i dba.dk.
Grunden til at det blev dette er, at jeg egentlig havde været glad nok
for det. Det har en størrelse så det kan ligge i lommen. Zoomlinsen er
beskyttet i et hus så der ikke kommer lommeuld i mekanikken. Det er så
robust at man kan tabe det på gulvet i Føtex uden at det går i stykker.
Og så er der selvfølgelig prisen. Hvorfor betale mere end det dobbelte
for noget man ikke ved om man bliver tilfreds med. Uden at være
teknologifjendsk, så er jeg nok kommet til den erkendelse, at
teknologiske specifikationer ofte gør én blind for at det ofte er de
små detaljer der gør udslaget for, om man bliver glad for en ting eller
ikke.
